Track History - Air


Historien om Air

Nike. Fire bogstaver, der danner et af de mest velkendte sportsbrands på verdensplan. Hvad enten du er 10, 40 eller 70 år har du højest sandsynligt ejet et par sko med det velkendte “swoosh”-logo. Selv er jeg vokset op midt i Nikes storhedstid, og siden jeg kan huske, har Nike-sneakers været ensbetydende med succes og performance. En succes man hos sports-giganten i høj grad kan takke “Air-funktionen” for. Men hvorfor og hvordan fik Nike den absurde ide, at det skulle være in at løbe på luft?

Brandet med rødder i Portland, Oregon, startede i 1964 som Bill Bowman og Phil Knights ide om at skabe en nytænkende løbesko under navnet Blue Ribbon Sport. Som distributør for Onitsuka Tiger havde Bill Bowerman base i sin kassevogn, hvorfra størstedelen af salgene fandt sted. I slutningen af 1960’erne begyndte Bowerman og Knight selv at producere og efter et navneskift til det mere velkendte Nike, satte de allerede i de tidligere 70’ere deres aftryk på sportsscenen. Et aftryk som  har udviklet sig til den dag i dag at være det - uden sammenligning - største imperie inden for sportswear og sneakers.

70’erne bød for Nike på stor succes med modeller som Waffle Trainer og Nike Cortez. Succeserne skulle opfølges og det skete gennem Nike’s nye banebrydende teknologi - luft.

Den tidligere NASA-ingeniør Marion Frank Rudy skulle stå for at implementere denne nye teknologi i Nikes sneakers. Med erfaring fra Apollo-missionerne kunne Rudy skabe små “plast-lommer” af polyurethane, som kunne fyldes med luft og give en affjedrende effekt.


Debuten for den nye teknologi kom i 1978, hvor Nike Air Tailwind udkom. Med Air-funktionen gemt i sålen var det op til forbrugeren selv at stole på Nike, når de sagde, at skoen indvendig var fyldt med luft. Først ni år senere blev luftens funktion synlig, hvilket jeg kommer tilbage til. Som start forsøgte man at nå ud til en målgruppe bestående af løbere på eliteplan. Udgivelsen blev dog mødt med stor entusiasme fra et bredere publikum end først antaget, og den forhenværende strategi måtte forkastes

 Fire år efter Air-linjens debut, udkom den moderne klassiker Nike Air Force 1 i 1982. Opkaldt efter præsidentens famøse privatfly, står Air Force 1 i dag som den bedst solgte atletik-sko i historien, med en indtjening på over 800 millioner dollars årligt og over 1700 variationer og colorways i baggagen. Sneakeren blev hurtigt synonym for den ungdomskultur, der dyrkede streetbasket, og skoen fik hurtigt kælenavnet “uptowns”.

Sidenhen startede den stadig aktive Jordan-line med basketball-stjernen Michael Jordan i fokus. Et samarbejde der i 1984 kom under stor mediebevågenhed som følge af “banned”-problematikken., Denne opstod på baggrund af NBA’s reglement ift. farver på sko der blev spillet i under officielle kampe. Da disse ikke stemte overrens med farvekombinationen på Michael Jordans signatur-sko, måtte Nike betale en bøde hver gang Jordan spillede. Resultatet blev en omskrivning af reglerne, der fjernede restriktioner for farvevalg. Sagen var med til at give Nike-brandet en kant, som det tidligere havde manglet.

I 1987 kom vendepunktet. Air Max 1 - også kendt som Air Max 87 - udkom. Det var ikke længere nok for Nike at give kunden en sko med luft i. Det skulle både kunne ”ses” og føles. Som den første sko nogensinde havde Air Max 1 “synlig luft”, altså en luftpude som ikke bare lå inde i sålen, men som nu var synliggjort. Konceptet skulle vise sig at blive essentielt for Nikes fremadrettede udvikling. På hovedkonteret viste man godt på forhånd, at der var potentiale i det revolutionerende koncept, hvilket gjorde det livsvigtigt, at designet ramte plet. Den unge designer Tinker Haven Hatfield var på sagen, der skulle vise sig både at tage hans karriere og Nikes succes til nye højder. 

Med inspiration fra Pompidou-centeret i Paris vendte Tinker “indersiden udad”, så polyurethane-fyldte plastiklomme nu både kunne ses og føles. Ser man på skoen nu, vil den fremstå simpel, og det var den sådan set også. Tinker Hatfield ønskede at skabe et simpelt design, hvor farver og materialer let kunne erstattes, men som samtidig fremstod unik pga. den nye teknologi. På den måde skabte designeren en fremtidig klassiker, der var futuristisk, men uden at være overdesignet. 

Air Max 1’eren blev en kommerciel succes for Nike og fik for alvor sat dem på landkortet i en tid, hvor der var hård og tæt konkurrence fra britiske Reebok.
Det nyopfundende Air-koncept blev nu forlænget til Air Max, og med Air Max 1’eren massive succes skulle der tænkes kreativt, hvis der skulle skabes en værdig opfølger. Da Air Max 90 udkommer i 1990, bliver den et instant-hit hos sneaker-entusiasterne. Luftpuden var blevet større og upperen havde flere små-paneler og linjer end Air Max 1’eren. Dette gjorde, at designerne kunne udfolde sig mere hvad angik colorways og materialer. I Infrared-colorwayen skabte man et perfekt eksempel på netop dette, og den blev allerede dengang anset som en kommende klassiker.

 

Herfra gik det stærkt. Ikoniske Air Max-silhuetter kom på stribe, og størrelsen på Air-boblen var i vokseværk. Markedsføringsplanen lød “Jo større, jo bedre”, og den kom i høj grad til udtryk. Først kom Air Max BW i 1991 - BW står bogstaveligt talt for Big Window! Selv samme år udkom Air Max 180, som havde en 180 grader synlig Air, som nu omkransede skoens sål.

 

Air-ekspanderingen stoppede langt fra hér. 1993 var året for Air Max 93 også kendt som Air Max 270, da luftpuden nu dækkede 270 grader af skoens sål. For at brande deres nyeste skud på stammen af Air Maxes, allierede de sig med den amerikanske løber Quincy Watts, som året forinden havde vundet to guldmedaljer ved OL i Barcelona.

 

Inden 1995 havde Air Max været synonym for simple designs og Air-funktion i hælen. Ting som i høj grad kendetegnede Tinker Hatfields simple og ukomplicerede måde at gribe design-processen an.

 

Da Sergio Lozano i 1995 blev bedt om at stå for designet af den nye Air Max-udgivelse, valgte han at droppe Hatfields koncept. Den nye sko skulle være et bud på fremtidens sko. Lozano satte sig for at skabe et design med udgangspunkt i den menneskelige anatomi. Sidepanelerne skulle symbolisere muskler og ribben og sålen en rygsøjle. Ikke nok med det skulle fremtidens sko også have luftpuder i fronten af skoen. Resultatet blev Air Max 95

                                   

I’ll kill you if you try me for my Air Max 95’s”
“Hate It Or Love It” -  The Game f. 50 Cent (2005)

 

Trods det nye, unikke design var modtagelsen af skoen ikke imponerende. Den almene Nike-forbruger tog ikke skoen til sig på samme måde som tidligere. I stedet blev skoen dog populær i andre kredse. Unge i udsatte miljøer tog designet til sig, og hurtigt fik skoen ry for uofficielt at være et visuelt trykspark. I England blev de synonym for drugdealers, og i USA døbte banden Bloods Air Max 95’eren deres signatur sko, som modsvar til Crips, som brugte Air Max 98’eren til samme formål. Hip-hop-miljøet tog i høj grad skoen til sig, og både The Game, Danny Brown og Gucci Mane har name-droppet den i tidens løb. Sidenhen har skoen vundet indpas hos et bredere publikum, og navne som japanske Atmos, den hollandske kunstner Parra og Californiske Stüssy har gennem collaborations gjort skoen populær. 

Næstsidste stop i denne gennemgang bliver den ikoniske Air-Max-silhuet Air Max 97. Skoen udkom i 1997 og skulle den blive det tætteste, man på daværende tidspunkt kunne komme på en Air-bubble på 360 grader. Der er klare ligheder mellem 95’eren og 97’eren, men på trods af dette afviger den alligevel fra forgængeren. Inspirationen blev fundet i det japanske lyntog Shinkansen også kendt som Bullet Train. Herfra kom også navnet på den populære colorway Silverbullet, som blev et stort hit. Ligesom 95’eren blev 97’eren til dels associeret med undergrunden, men pga. funktionaliteten, blev den også et hit hos løbe-entusiasterne. På overraskende vis var der skabt en sko, der både appellerede til de hårde drenge og deres mødre. Over de senere år har Air Max 97 oplevet et stort comeback. Opinionslederne blev spottet i dem på et tidspunkt, hvor sneaker-bølgen var på vej mod sit højeste, og sidenhen skulle alle have fingrene i et par. Hvad end det var Silverbulleten eller en hvilken som helst anden colorway, blev den et must for alle med en kærlighed for retro-sneakers.

Luftpudens massive udvikling op gennem 90’erne fortsatte helt ind til miden af 00’erne. I takt med at teknologien blev forbedret, virkede det næsten uundgåeligt, at der skulle komme en Air Max 360. Det skete i 2006, da man i bogstavligste forstand fik fuldendt cirklen. På trods af ideen om, at mere luft var lig med mere komfort og performance, var man nået dertil, hvor der ikke kunne presses mere luft ind i én enkelt sko - og så alligevel ikke.

I dag har Air-Max-serien nået et punkt, hvor sålen stort set udelukkende bygger på luft-puden. Selvom Air-funktionen ikke længere har samme nytænkende relevans som tidligere, lever serien stadig i bedste velgående pga. dens lange historie og dertilhørende retro-udgivelser og nyfortolkninger af tidligere silhuetter. Air-teknologiens komfort kan ikke længere hamle op med teknologier som Flyknit og Lunar, men noget tyder på at det heller ikke er nødvendigt.

Nå alt kommer til alt, er Air-teknologien primært en romantisering af ideen om, at luft-puden kunne få os til at løbe hurtigere og hoppe højere, men ikke desto mindre har det givet os nogle af de mest ikoniske sneaker-silhuetter nogensinde, som har været med til at definere og visualisere flere årtiers sneaker-tendenser.